Select your language:
|
Løbet finder sted lørdag den 8. september 2018. Løbet er igen i år tilrettelagt sådan, at det er muligt at sejle til Endelave om morgenen – deltage i løbet – og sejle tilbage til Snaptun om eftermiddagen.
Ruten på de 21.097,50 meter går fra Endelave Skole i Endelave By ad Kongevejen mod Louisenlund, som er en tidligere herregård, der er opført i 1700 tallet af øens daværende ejer, major von Schildknecht.
Efter Louisenlund fortsætter ruten via Lynger igen ad Kongevejen mod Øvre. Øvre er den øverste ende af Endelave og er ét stort fredet naturområde på 300 tdr. land. Området er varieret med store åbne strandenge, lynghede, fyrrekrat og, skjult i bevoksningen, adskillige skovsøer.
Øvre bliver passeret 2 gange på ruten.
Herefter går turen ad Strandvejen tilbage mod Endelave By og målområdet ved Endelave Skole. Her passerer ruten strandengene ved Flasken, hvor kystfugle raster i stort tal.
Vilde kaniner lever over hele Endelave, men særligt langs en del af Strandvejen er det levende hegn af bukketorn tilholdssted for tusindvis af vilde kaniner.
Ruten er asfalterede veje og grusveje. Enkelte steder kan der være græs/sand. Løbet foregår på offentlig vej.
Under løbet vil der være adgang til vand, saft og frugt ved depoter på ruten. Efter løbet vil der blive serveret et righoldigt traktement bestående af både drikkevarer – vand, saft, kaffe, te – flere slags frugt, brød og forskellige oste.
>>>>>> TILMELDING LUKKER 6. September 2018 kl 24:00 <<<<<<
Vi glæder os til at jer i år 2018, mange af jer igen som sædvanligt :-)
Hvis du vil vide mere om øen så klik ind på www.endelave.dk.
Endelave kan tilbyde flere forskellige former for overnatning. Der findes også flere spisesteder på øen. Læs mere på hjemmesiden.
Løbet arrangeres i et samarbejde mellem Endelave Fritids- og Kulturforening og Endelave Idrætsforening samt et antal friske hjælpere.