![]()
Select your language:
|
Lunderskov RUNNERS inviterer til ROYAL SIDE RUN
I anledning af Kronprinsens Royal Run, som løber af stablen 6. juni, vil Lunderskov RUNNERS bakke op med et festligt arrangement for alle byens borgere.
Alle er velkomne som deltagere og/eller tilskuer til denne lokale udgave af Danmarks royale folkefest, som løber af stablen den 2. juni 2022 kl. 18.30 med start og mål ved Lunderskov Hallen, Kobbelvænget 1, 6640 Lunderskov.
Royal Run er for alle – uanset alder, kondital og om du vil løbe eller gå, så længe du bare har lyst til at bakke op om Royal Run-stemningen, fortæller Klaus Detlef, formand i Lunderskov RUNNERS, og fortsætter:
"I bestyrelsen synes vi, det er fantastisk, at Royal Run appellerer så bredt og motiverer mange nye til at snøre kondiskoene og begynde at gå eller løbe. Det vil vi selvfølgelig gerne bakke op om, og vi håber at se mange til vores ROYAL SIDE RUN”.
Praktiske oplysninger
Arrangementet afvikles torsdag den 2. juni 2022 kl. 18.30 med start og mål ved Lunderskov Hallen, Kobbelvænget 1, 6640 Lunderskov.
Der vil være et maksimum på 200 deltagere til arrangementet.
Online tilmelding kan ske helt frem til 2 timer før start (kl. 16:30). Hvis der er 200 tilmeldte før dette tidspunkt, vil der blive lukket for tilmelding. Der er IKKE mulighed for eftertilmelding.
Arrangementet aflyses, hvis DMI eller politiet varsler at vejrforholdene på stedet gør, at det er farligt at gennemføre løbet, f.eks. pga. storm. En evt. aflysning varsles på Lunderskov RUNNERS' hjemmeside og Facebook senest 3 timer før løbsstart. Da evt. aflysning skyldes force majeure, vil løbet IKKE bliver afholdt på et senere tidspunkt.
Priser for deltagelse
Deltagelse er GRATIS for alle deltagere, dog er tilmelding nødvendig. Der er intet krav om at du skal have billet til Royal Run for at deltage.
Distancer
Der vil være en kort rute på 3 kilometer med mulighed for at forlænge denne til 6 kilometer. Turen på 6 kilometer bliver med ca. 1 kilometer igennem skovene bag Drabæks Mølle, hvorfor denne IKKE er egnet til gængere der har barnevogn eller klapvogn med.
3 kilometer ruten (1. runde) kan ses her i Garmin Connect. Ruten løbes på grusstier og fortov, og har omkring 25 højdemeter.
6 kilometer ruten (1. og 2. runde) kan ses her i Garmin Connect. Ruten løbes på stier, skovbund og fortov, og har omkring 50 højdemeter.
ReLive videoer af begge runder kan ses her:
Man tilmelder sig iKKE en bestemt rute – det er op til dig hvad du ønsker at gå eller løbe.
Startnummer
Startnummeret kan afhentes ved startområdet fra kl. 17.00 og frem til start kl. 18.30. Hvis du vil have navn på dit startnummer til Royal Side Run, skal du senest være tilmeldt den 31. maj kl. 20.00. Alle, der allerede har tilmeldt sig, får navn på sit startnummer. Hvis man er tilmeldt efter den 31. maj kl. 20.00, får man stadig udleveret et startnummer; men uden navn.
Forplejning
Der vil ikke være depot på ruten; men når man kommer i mål vil der være en flaske vand, et stykke frugt og en mini muffin til alle deltagere, og der vil også være tændt op i grillen, og en GRATIS grillpølse med brød og dyppelse til alle deltagere. Behold dit startnummer på ved udlevering af grillpølse, så markeres det på denne når grillpølsen er udleveret. Lunderskov Hallens Cafeteria er åben, hvor der kan købes øl og vand.
Tidtagning
Der vil være tidtagning, så din sluttid vil være synlig på RaceResult dagen efter løbet.
Bad, omklædning og opbevaring af bagage
Der vil ikke være er mulighed for bad eller indendørs omklædning; men mulighed for at benyttet toiletterne i Lunderskov Hallen. Ved startområdet vil der være et område, hvor man kan opbevare en evt. overtrækstrøje medens man er ude på ruten. Opbevaring vil være på eget ansvar.
Parkering
Det anbefales at man parkerer ved Kongsbjergskolen, så man holder lidt væk fra start- og målområdet. Det anbefales ikke at man benytter parkeringsområderne ved Lunderskov Hallen eller Lunderskov Bibliotek.
Om arrangementet
Der løbes på eget ansvar og dette bekræfter man ved tilmelding til arrangementet. Arrangøreren er ikke ansvarlige for evt. skader i forbindelse med arrangementet. Du accepterer at billeder taget ved arrangementet, må offentliggøres og lægges online.
Sponsor for forplejning
Tak til vores tre sponsorer: Lunderskov Camping A/S, Drabæks Mølle og Lunderskov Hallens Cafeteria som har gjort det muligt at vi kan tilbyde en lækker forplejning efter arrangementet.
Kom og vær klar i god tid og medbring dit bedste royale humør – så skaber vi en hyggelig royal aften sammen.