![]()
Select your language:
|
Hjerterdametouren er et cykelløb, hvor vi i 2025 åbner op for, at mænd også kan deltage. Hjerterdametouren har stadig det primære formål at indsamle penge til Hjerteforeningens forskning i kvinders hjertekarsygdomme.
Vi vil stadig lave et hyggeligt kvindecykelløb, da Hjertedametouren ikke ændrer på vores koncept over for de kvindelige deltagere. Mændene får nemlig deres helt egen rute, som de skal cykle på, og deres helt eget depot.
Så alle er velkomne - uanset alder og niveau - og uanset, hvilken cykel du kører på; citybike, racer, tandem, elcykel, damecykel, herrecykel...
Ruterne til årets Hjerterdametouren går rundt i den smukke midtfynske natur, forbi slotte, herregårde, marker, blomstrende grøftekanter...
Til kvinderne tilbyder vi 2 ruter på henholdsvis 25 og 50 km.
Ruterne er skiltede og de vil forinden løbet være at se på vores hjemmeside, https://hjerterdametouren.dk/
Du kan vælge at cykle én af ruterne, begge to eller den samme flere gange. Dvs. at du kan køre 25, 50, 75, 100 km ja, faktisk så langt du kan nå frem til tidtagningen stopper kl. 15. Du vælger blot på dagen, hvor langt du vil cykle.
Til mændene tilbyder vi 1 rute på 50 km.
Ruterne er skiltede og de vil forinden løbet være at se på vores hjemmeside, https://hjerterdametouren.dk/
Der vil også være mulighed for at tage ruten 2 gange, så man således kommer ud på 100 km rute. Du vælger blot på dagen, om du har mod på at cykle to omgange.
Om du kommer for at køre stærkt, få en dag med veninderne og vennerne, nyde den friske fynske luft, støtte det gode formål eller noget helt femte er helt op til dig!
Vi byder velkommen kl. 9.45
Første start bliver sendt afsted kl. 10.00. Vi sender grupper afsted på ca. 50 ryttere, så der bliver plads ude på ruten.
Vi lægger op til, at dem, som ved der vil køre langt, bliver sendt afsted først.
Kvinderne og mænd bliver sendt afsted hver for sig.
Tidtagningen stopper kl. 15.00.
Din kørte distance og tid registreres og kan ses online efter løbet.
Start og mål er fra Idrætscenter Midtfyn i Ringe
På ruterne vil der være et depot til kvinderne og et depot til mændene.
Der vil være drikkevarer og forskellige spiselige lækkerier på depoterne.
I Idrætscenteret vil der være mulighed for at købe mad og drikkevarer.
I hallen vil der være tombola med mulighed for at vinde mange flotte præmier. Beløb herfra går ubeskåret til Hjerteforeningen.
På dit deltagernummer vil der være lodtrækning om flotte hovedgevinster.
Prisen er kun 225 kr. + gebyr, hvoraf 100 kr. går til Hjerteforeningen, målrettet forskning i kvinders hjertekarsygdomme.
Når du tilmelder dig, så kan du forudbestille en sandwich, så den er klar til dig, når du lander i mål. Du kan også bestille årets Hjertedametouren T-shirt, som et minde om årets cykelløb.
Så tag fat i dem du kender og tilmeld jer Hjertedametouren 2025.
I kan melde jer til, som et hold - måske med et sjovt holdnavn. Alle hold på mere end 10 deltagere får reserverede pladser, så I har et samlet sted, hvor I kan sidde, når I kommer i mål.
Kom og få en hyggelig dag med god og sund motion, smil, latter og en fantastisk stemning!
Støt den vigtige hjertesag - det er et godt formål!
Vi håber at se dig med cyklen til august.